Milliarder til militæret: Vil oprustning virkelig føre til en løsning på krisen?

Milliarder til militæret: Vil oprustning virkelig føre til en løsning på krisen?

I lyset af de geopolitiske spændinger og den igangværende diskussion om sikkerhed i Europa planlægger den føderale regering massive investeringer i Bundeswehr. Disse tiltag har til formål at føre den tyske økonomi ud af recession og samtidig styrke den politiske legitimitet. For at nå disse mål bør udgifterne til sikkerhed og forsvar øges til op til 5 % af bruttonationalproduktet. Den aktuelle udvikling viser, at militær opbygning også forfølges af mange andre europæiske stater, især siden det russiske angreb på Ukraine i 2022. [freitag.de] rapporterer, at disse investeringer har til formål at skabe nye job og stimulere økonomisk vækst.

En undersøgelse af Tom Krebs og Patrick Kaczmarczyk fra University of Mannheim udtrykker dog tvivl om effektiviteten af ​​disse foranstaltninger. Den såkaldte finanspolitiske multiplikator for forsvarsinvesteringer er kun maksimalt 0,5, formentlig endnu lavere. Det betyder, at den brede befolkning næppe nyder godt af investeringer i forsvarssektoren, mens forsvarsindustrien kunne nyde godt af nye ordrer. Derudover kan investeringer i uddannelse, infrastruktur og børnepasning generere langt mere merværdi, ifølge undersøgelsen. Dette gør det klart, at hver euro, der går til forsvarsinvesteringer, mangler i sociale områder og infrastrukturprojekter.

Væksteffekter og deres grænser

Kiel-rapporten, skrevet af Ethan Ilzetzki, professor ved London School of Economics, fremhæver de politiske implikationer af disse forsvarsudgifter. Han understreger, at øgede forsvarsudgifter ikke nødvendigvis fører til et fald i det private forbrug, men at regeringernes succes med at opretholde den private økonomiske aktivitet afhænger af forskellige faktorer. Stigende militærudgifter finansieret af højere skatter kan dog påvirke BNP-væksten negativt, hvilket øger debatten om finansiering og prioriteringer. [ifw-kiel.de] fremhæver, at det kan være afgørende for regeringer at optage mere gæld for at finansiere midlertidige ekstraudgifter.

Et andet vigtigt aspekt er den teknologiske afsmitning, der kunne opstå fra indenlandsk våbenproduktion. Omkring 80 procent af de nuværende militærudgifter kommer fra virksomheder uden for EU, hvilket skaber et incitament til at styrke den indenlandske industri. Moritz Schularick, præsident for IfW Kiel, understreger, at udviklingen af ​​nye forsvarsteknologier i Europa kan have langsigtede økonomiske effekter, der rækker ud over kortsigtede skattemæssige fordele.

Langsigtede perspektiver og anbefalinger

Den nuværende situation kræver en omlægning af den europæiske forsknings- og udviklingspolitik. Rapporten viser, at USA afsætter omkring 16 procent af sine militærudgifter til forskning og udvikling, mens EU kun investerer 4,5 procent. At øge forsvarsudgifterne fra 2 procent til 3,5 procent af BNP ville koste omkring 300 milliarder euro om året, men kunne generere lignende privat økonomisk aktivitet. Den anbefaler også, at alle europæiske regeringer organiserer og i fællesskab finansierer deres militærudgifter på EU-plan for at fremme konkurrence og ekspertise.

Sammenfattende er det klart, at den føderale regerings tilgang til at øge forsvarsinvesteringer er et tveægget sværd. På den ene side vil det kunne skabe arbejdspladser og understøtte økonomisk vækst på kort sigt, men på den anden side advarer forskningen om de negative sociale og økonomiske konsekvenser af denne politik.