Tyskland ved et vendepunkt: Grønt stål i fare – hvem holder ud?

Transparenz: Redaktionell erstellt und geprüft.
Veröffentlicht am

Stålindustrien i omstilling: ArcelorMittals tilbagetrækning fra det grønne stålprojekt rejser spørgsmål om tilgængelighed af brint.

Stahlindustrie im Umbruch: ArcelorMittals Rückzug vom grünen Stahl-Projekt wirft Fragen zur Wasserstoffverfügbarkeit auf.
Stålindustrien i omstilling: ArcelorMittals tilbagetrækning fra det grønne stålprojekt rejser spørgsmål om tilgængelighed af brint.

Tyskland ved et vendepunkt: Grønt stål i fare – hvem holder ud?

Stålindustrien anses for at være en af ​​de største CO2-udledere i verden. For at øge miljøvenlige standarder henvender mange stålproducenter sig til produktionen af ​​"grønt stål", som er lavet med grøn brint. Men ArcelorMittals annoncerede beslutning om at trække sig fra et større bæredygtigt stålprojekt vækker bekymring i industrien. Dette projekt vakte oprindeligt store forhåbninger om emissionsfri produktion uden brug af kul, og trods statsstøtte på omkring 1,3 milliarder euro er projektet nu sat i bero. Dette ses som et advarselssignal til politikere og industri, rapporterer radio en.

Selvom ArcelorMittal har afsluttet sit engagement i projektet, holder andre virksomheder som Thyssenkrupp Steel, Salzgitter AG og Saarstahl fast i deres planer. Disse virksomheder står imidlertid over for betydelige udfordringer, især manglen på brintinfrastruktur. De nødvendige rørledninger og elektrolysører er ikke tilstrækkeligt udviklede til at sikre en omfattende overgang til grønt stål, som f.eks. ZDF i dag rapporteret.

Udfordringerne ved grøn stålproduktion

Vejen til grønt stål er forbundet med høje omkostninger. For Thyssenkrupp vurderes det, at de årlige meromkostninger kan ligge på mellem 300 og 400 millioner euro. Derudover sker reduktioner af brintomkostninger langsommere end forventet, hvilket gør forskellen mellem grønt og kulstoffattigt brint større end oprindeligt antaget. Manglen på bindende købsgarantier og et marked for grønt stål, der endnu ikke fungerer, gør situationen endnu mere vanskelig.

Økonom Andreas Löschel fra Ruhr University Bochum udtrykker alvorlig tvivl om gennemførligheden af ​​transformationen til grønt stål i den globale konkurrence. Han peger på, at et omfattende brintnetværk tidligst vil være tilgængeligt i 2029. Indtil nu er Tyskland afhængig af import af brint. Hertil kommer, at handelstariffer, såsom 25 %-tolden på europæisk stål i USA, belaster situationen for den europæiske stålindustri.

Muligheder og udsigter

På trods af disse udfordrende omstændigheder understreger Nordrhein-Westfalens økonomiminister Mona Neubaur de muligheder, der følger med et skift til grønt stål. Hun argumenterer for, at dette kunne muliggøre bæredygtig vækst og et positivt bidrag til klimabeskyttelse. Löschel advarer dog også om, at simpel tillid til løfter og finansiering ikke er nok. En klar industripolitisk kurs med mindre restriktive rammebetingelser er nødvendig for reelt at realisere omstillingen.

Den tyske drøm om grønt stål er derfor i fare, men den er endnu ikke slået fejl. De næste par år bliver afgørende for at skabe den nødvendige infrastruktur og markeder for en vellykket implementering.